Pressen - gæstebog

Skal man bare vente på at dø?
Har man som kronisk syg (pdf) virkelig kun det valg at sidde tilbage og vente på at skulle dø?

Skal der vitterlig i yderst fald lig på bordet, til smertelige følger for min kære familie, at man i Danmark er mange år bagud med påvisning af intracellulære infektioner?

Det skal understreges at jeg desværre ikke mere orker at besvare spørgsmål i gæstebogen og derfor alene besvare indlæg med konkrete råd og forslag vedr. min egen behandling af min svære kroniske infektionstilstand.

Derfor - hvis du har et godt råd eller forslag er du meget velkommen til at skrive i min gæstebog.

Pressen tør ikke skrive om syge mennesker som ved mere end lægerne!
Vi lever i en tid hvor illusionen om at enhver sandhed - hvis muligt - ønskes fundet og dernæst beskrevet af nyhedsmedierne efter bedste evne. Faktum er dog; at virkeligheden ikke kan leve op til disse så smukke idealer - ikke alle sandheder ønskes bragt frem i nyhedsbilledet - eller retter - pressen orker ikke at bringe historier frem som kræver "for meget" at sine læsere/seere i frygt for at miste selv samme, da man fra nyhedsmediernes side har den fejlopfattelse, at brugerne ikke gider eller evner den mere dybdegående journalistik.

Et andet og ikke uvæsentlig forhold er den, at pressen i dag lever i en helt anden virkelighed end før Internettet havde sit indtog - nu er nyhedshistorier for en stor dels vedkommende blevet lettilgængelig og ganske gratis. Som bekendt vil kvaliteten af noget der er gratis altid være dårligere og dermed mere overfladisk, end hvis man havde betalte faguddannede journalister for ordentlig dybdeborende journalistik.

Pressen som var ment som den fjerde statsmagt til løbende kontrol af demokratiets duelighed, har grundet markedskræfternes ubønhørlige krav til effektivitet og profit, under tvang ladet sig spænde for en vogn hvor det mere og mere er blevet et spørgsmål om hurtige "nemt fordøjelige" nyheder som kan læses færdig på ganske få minutter i farten. Altså modsat den tidskrævende dybdeborende journalistik hvor samfundet og dets forskellige institutioner bliver set efter i kortene.

I dag er det faktiske antal af nyheder mere afgørende end kvaliteten af selv samme, som derfor har som konsekvens at alle de "lavt hængende æbler" bliver "plukket først", medførende at den dybdeborende journalistik ikke har haft dårligere kår end siden anden verdenskrig. Dengang var det, det politiske diktatur der "slukkede" den samfundskritiske og undersøgende journalistik - i dag er det de utallige gratis nyheder som har medført en forfladigelse og økonomisk udsultning af store dele af nyhedsbranchen.

Nyhedsbilledet er gået hen og blevet et spørgsmål antal viste sider på div. nyhedssites i forhold til antal klik på div. reklame bannere. Journalistikken er i stedet for at være kritisk, uvildig og dybdeborende, blevet en "dikkende lammehale" uden dybere indhold og substans, hvor journalistikken er blevet konverteret til forklædte journalister som gennem deres artikler er blevet sælgere af alt fra forbruger elektronik til eksotiske rejsemål.

Journalistik er blevet en vare som alle andre, hvor kvaliteten desværre svinger ganske voldsomt. Det væsentlige er dog, at den journalistiske vare ikke her nogle objektive kriterier for mål af "kvaliteten" som hurtigt vil kunne rubricere om "varen" er i orden eller ej – men kan ikke som ved eks. fødevare sætte nogle tal på kvaliteten som er objektivt målbare, da pressen er og bliver subjektiv i langt højere grad og derfor udtryk for en overordnet redaktionel linje eller holdning.

Ingen tvivl om at hvis journalistik kunne underlægges samme objektive stringente kriterier som igen eks. fødevare, var der givetvis mange historier og nyheder der vil blive smidt ud i skraldespanden, alene fordi disse ikke overholdt kriterier for upartiskhed og faktuel sandhed. Samt at mange historier der ikke bliver skrevet om i dag, grundet tyngden af disse eller i frygt for bestemte sikkerhedspolitiske eller industri interesser.

Pressen har dermed mistet sin før så autoritative stemme, qua sin manglende dybdeborende grundighed - en grundighed der som bekendt tager tid og derfor koster flere resurser og penge - tingene hænger som bekendt sammen. Det er den barske virkelighed vi alle står i. Og her gør det særlig ondt som påtvunget marginaliseret kronisk syg, at råbe pressen op - ikke fordi det jeg fremkommer med ikke kan dokumenteres og underbygges til fulde - men tværtimod fordi at det kan jeg til fulde! Drfor kræver historien tid til research for at kunne blive fremlagt sagligt og velunderbygget i medierne. Men vil pressen da ikke gerne det?

Nej! - desværre.

Hvorfor? Jo - fordi pressen ganske simpelt har svært ved at tro på, at det som der burde havde været sundhedssystemets rolle - nemlig at have udredt og diagnosticeret en alvorligt syg borger med henblik på diagnose og efterfølgende behandling, og som ikke lykkedes grundet bl.a. manglende opdatering af ny viden fra udlandet og derfor som konsekvens har betydet en katastrofal mangeårig fejldiagnose - lykkes for selv samme kronisk syge borge for egne penge takket være ekstrem vedholdenhed.

Jeg er dermed blevet ramt af min egen "succes" med at finde årsag og sammenhæng til min mangeårige kronisk invaliderende tilstand. For uden pressen gider ingen politikere gøre det der skal til - nemlig indførelse af en såkaldt "Infektions handlingsplan" med nye penge - som allerede tidligere gjort indenfor kræft området med "Kræft handlingsplan" I, II og III.

Som det ser ud nu, skal der først lig på bordet før man gør noget fra ansvarlig politisk hold, hvilket må siges at være en skandale af rang!

Som i H.C. Andersens "Kejserens nye klæder" ønsker man ikke at høre sandheden fra den "lille dreng", når sådan sandhed både er ubekvem og ikke mindst dybt ubelejlig.

Men politik er ikke et spørgsmål om hvad der er ubelejligt eller om at undgå den "varme kartoffel" - politik er et spørgsmål om at tage lederskab og ansvar for hvordan dette såkaldte velfærdssamfund forvaltes for alle borgere - også uanset om dette kan komme til at medføre at man er tvunget til at se indad og spørge sig selv om hvad det var der gik galt og ikke mindst om hvordan noget sådan kan undgås i fremtiden.

Er sandhedens pris den, at den aldrig kommer frem, da selv samme sandhed er så ubehagelig at man heller lader det hele ligge i hensynet til æstetikken frem for etikken?

Med venlig hilsen

Flemming Bo Andersen
Redaktør af HELBREDT.DK